• Subscribe to our RSS Feed
  • Search Site

Megalops

  • MegalopsHva´ for en fisk?
  • PR og MarketingKan vi hjælpe dig?
    • PR og Marketing
    • Hvorfor vælge Megalops?
    • Lystfiskere som målgruppe
  • EventsSkal du med på fisketur?
    • Firmaevents
    • Foredrag
    • Guidede fisketure
    • Fiskerejser
  • “Et liv i fisk”
  • GordonHvem er jeg?
    • Gordon
    • TV, DVD & Radio
    • Covers
    • Bæredygtigt lystfiskeri
  • AnbefalingerHvem arbejder jeg sammen med?

You are here: Megalops / 2013 / maj

Archive for month: maj, 2013

Sikke en hornfiskeFESTival vi har haft

28 maj 2013 / 1 Comment / in Blog/by gordon

  • Tweet

Så er Hornfiskefestivalen på Samsø vel overstået – og jeg kan vist roligt lægge tryk på ”vel”. For Hornfiskefestivalen var en stor succes på rigtig mange måder – og for rigtig mange mennesker. Jeg må da være ærlig og sige, at jeg har været lidt spændt på, hvordan det største arrangement indtil videre i Megalops regi nu ville gå. Ideen og konceptet stammer fra Megalops, og jeg har været kraftigt involveret i planlægningen af festivalen i samarbejde med Færgen og Visit Samsø.

Men nu kan jeg ånde lettet op efter en skøn weekend. Jeg nød at se de mange mennesker samlet i havneområdet i Langøre. Nogle var der for fiskeriet, nogle for røgshowet, nogle for instruktionen, og børnene var i hvert fald ikke til at rive væk fra røretanken med bl.a. stenbidere, ulke og ålekvabber. Uanset hvilke af de mange aktiviteter folk deltog i, var det tydeligt, at alle virkelig hyggede sig – og det var jo netop pointen med det hele.

Selvom det var en arbejdstur med en vis nervebelastning om det hele nu også ville gå godt, nåede jeg bestemt også selv at hygge mig. Jeg havde familien med og nød weekenden sammen med en masse andre dejlige mennesker, og der er ikke så få der fortjener en stor tak herfra.

Så tak for en skøn weekend til alle de involverede, min familie, Jan – min bedste storrygermakker, alle færge folkene, Steen og Pure Fishing, Go Pro, Bo – Claus og Morten fra Danmarks Sportsfiskerforbund, til Nicolai fra Fiske Avisen, Simon og Fisk & Fri, Samsøs skrappeste hornskipper – Søren Kleiss, Irene og Fyrmesteren, Mads fra Visit Samsø, Mads Hussing og DK4, Bjarne og Naturskolen, Susanne fra Rumogrooms, Smokehouse, Johnny og hele holdet fra SSF, i det hele taget tak til alle der deltog i festivalen, alle der fiskede med, selve øen og ikke mindst alle de dejlige folk der kiggede forbi.

Puha – godt jeg aldrig kommer til at vinde en Oscar og skal holde takketale!

Jeg har lige samlet et par billeder her på bloggen fra mine oplevelser i løbet af weekenden, men der er meget mere at komme efter flere andre steder for de nysgerrige. Der kommer artikler i Fisk & Fri og Fiske Avisen og et program på Fiskemagasinet på DK4. Du kan også tjekke den lille vinderfilm fra festivalen her.

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi forhåbentlig nupper en omgang mere.

Gourmetdage – Torsketur på klippeøen

22 maj 2013 / Comments Off / in Blog/by gordon

  • Tweet

Vil du med på Østersøen og fange torsk? Vi sejler d. 21. og 23. juni fra Gudhjem Havn og du skal være velkommen.

Turene arrangeres som en del af den store kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem,  en række af landets bedste kokke tager bornholmske råvarer under kærlig behandling. Sidste år dukkede ca. 5.000 mennesker op i Gudhjem.

Under selve konkurrencen lørdag står min Storrygermakker, Jan Gildam, og jeg og fyrer op i et lille røgshow i havnen. Der skal ryges sild, kartofler, nødder og diverse bornholmske råvarer på papkasser, flere slags grills, grillstartere og en masse andet lir. Der bliver god mulighed for at få en sludder om både lystfiskeri og røg.

Kokken og arrangøren, Mikkel Marshall, har bedt mig være vært/guide på to fisketure der ligger dagen inden og efter selve kokkekonkurrencen, som en del af deres Gourmetdage hvor der også er kokkeskole med Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg samt urtetur med Rasmus Leek Fischer og Tino Hjorth.

Fisketuren foregår om bord på Postbåden Peter, og vi sejler direkte fra Gudhjem Havn. Vi sejler fredag og søndag kl. 11:00, og vi er i havn kl. 14:30. Jeg byder både på mad og drikke og en masse instruktion i torskefiskeri.

Du kan se mere om turene her, hvor du også kan bestille billetter.

–          Håber vi ses på klippeøen.

Gymnasielærere på skolebænken – På hornfisketur i fjorden

18 maj 2013 / Comments Off / in Blog/by gordon

  • Tweet

En flok lærere fra mit gamle gymnasium, Roskilde Gymnasium, havde bedt mig arrangere en hornfisketur i fjorden. Da lærerne havde overstået deres undervisning, mødtes vi fredag eftermiddag på Bolund, lidt nord for Roskilde – til lidt mere undervisning. Denne gang i fisketeknikker til hornfisk, hvor de var elever og jeg var lærer. En dejlig fornemmelse 16 år efter jeg selv blev student derfra – og to af mine gamle lærere var endda med.

Efter en kort introduktion sprang de i vaders og i vandet, og der kom der også adskillige hornfisk på land, selvom de ikke helt var der i de mængder vi havde håbet på.

Efterfølgende fortsatte ”undervisningen” med et lille kursus i rygeteknikker til gas og kulgrills, rygeovne, og vi fik også en snak om koldrygning  – og om hvorfor det ikke er rigtig ”pulled pork” når svinet ikke er røget – men det er en helt anden snak.

Som de fleste gymnasielærere ved, så er learning by doing en god metode, og derfor skulle de friskfangede hornbørger da også ryges på stedet.

Eftermiddagen endte med et par gode øl og retten ”Sol over Roskilde”, en variation over ”Sol over Samsø” som er en variation over klassikeren ”Sol over Gudhjem”. Nemlig.

Er I også interesseret i at hyre mig til et lignende arrangement, tager I bare fat i mig. Se evt. mere under firmaevents.

Gordon & Gedder i Nak & Æd

17 maj 2013 / 7 Comments / in Blog/by gordon

  • Tweet

Da Jørgen Skouboe fra fra DR2 programmet, Nak & Æd, ringede og spurgte om jeg kunne hjælpe ham og Nikolaj Kirk med at ”nakke og æde” en gedde var jeg først en anelse skeptisk. – Jeg plejer jo at sætte mine gedder ud, selvom jeg godt kan lide en god fiskefrikadelle i ny og næ, forklarede jeg ham.

Jørgen var til gengæld meget interesseret i begrebet bæredygtigt lystfiskeri og vi fandt hurtigt ud af, at vi sagtens kunne lave et fedt program, hvor formålet er at fange en gedde og ”nakke” den, men hvor vi samtidig tager en snak om de mange gode grunde til at genudsætte de store gedder. Jeg stillede således også et krav, at vi ikke nakkede en gedde, hvis den var over 80 centimeter (og at den selvsagt skulle overholde mindstemålet på 40 centimeter).

Så for kort tid siden var vi på fisketur/optagelse og det var en skøn oplevelse at være ud i naturen med de to tosser, god mad, gode øl, et par pontonbåde og en masse geddegrej – og selvfølgelig et par kameraer.

Hvorvidt vi fangede en gedde eller om vi måtte spise taberdyret – en brasen – vil jeg ikke afsløre nu. Det må I vente med til programmet bliver vist på DR2 til oktober.

Men jeg kan garantere jer, for at vi hyggede os, og jeg er vældig taknemmelig for muligheden for at præsentere en god snak om bæredygtigt lystfiskeri og geddens socioøkonomiske værdi, til flere hundrede tusinde seere når programmet skal vises til efteråret. Det kom noget bag på Jørgen og Nikolaj at gedden faktisk har en samfundsmæssig værdi der svarer til en kilopris på 1.208,- kr. Tallet stammer fra en beregning lavet af DTU Aqua, som du kan læse mere om i et andet blog indlæg her.

Sidst men ikke mindst, tak til Jørgen og Nikolaj for et par skønne dage – jeg ser frem til flere fremtidige fisketure med jer.

Fotos: Gordon P. Henriksen, Megalops og Julie Hoffman, DR

Sol over Samsø

14 maj 2013 / Comments Off / in Blog/by gordon

  • Tweet

Røget hornfisk smager simpelthen skønt og gør sig glimrende serveret på samme klassiske måde som sildeanretningen Sol over Gudhjem (som i øvrigt helst skal spises på Bornholm). Du kan kalde din røgede hornfiskeret  ”Sol over Sj. Odde”, ”Sol over Møn” eller hvor du nu plejer at fange og spise dine hornfisk.

I denne omgang kalder jeg den ”Sol over Samsø” da min store hornfisketur i år går til Samsø i forbindelse med Hornfiskefestivalen, hvor der i øvrigt bliver masser af røget horn på programmet.

Du skal bruge:

  • Hornfiskefileter med skin på (1 til hver person)
  • Rugbrød
  • Smør
  • Hakket løg – gerne rødløg
  • Hakket purløg
  • Hakkede radiser
  • Rå æggeblommer (evt. pasteuriserede)
  • Salt

Skyl hornfiskefileterne godt, drys dem med salt på begge sider, læg dem på et fad og dæk dem med film. Sæt dem på køl natten over eller nogle timer, og tør dem derefter et par timer i frisk luft.

Hornfiskene kan selvfølgelig ryges i en rygeovn, men her får du lidt instrukser til at ryge dem på en kuglegrill, som de fleste jo har. Tænd grillen med briketter i den ene side, og læg et par gode håndfulde vådt træflis ovenpå, så det dækker alt kullet. Læg risten på, og læg de tørrede hornfiskefileter på den. De må ikke lægges direkte over kullene og træflisen, for så får de for meget direkte varme. Læg låget på for at holde al den dejlige røg inde.

Luftindtaget i bunden af grillen skal være fuldt åbent, og luftudtaget i toppen ganske lidt åbent, så man bare lige ser røgen. Her er det vigtigt at holde øje i grillen. På et tidspunkt vil vandet være brændt af, og der går ild i flisen. Hvis hornfisken er færdig, er den let gyldenbrun og lidt krøllet i skindet. Hvis fisken ikke er færdig, skal flisen have et par sprøjt vand med forstøveren. Giv hornfisken 20-30 min. Pas på, den ikke får for meget, for så bliver den tør, og det er synd. Bare løft på låget en gang imellem, og mærk lidt på fisken.

Tag de smukke, gyldne hornfiskefileter af, når de er færdige, og stil dem til afkøling, til de er til at arbejde med. Befri dem forsigtig for skindet, og pil kødet fra benene. Heldigvis er det nemt at se de grønne ben.

Servering: Læg en hornfiskefilet pænt på et stykke rugbrød med smør, pynt med løg, purløg og radiser, og placer til sidst æggeblommen på toppen.

– I øvrigt er denne ret helt fantastisk med et stort glas guldøl til, men det er måske overflødigt at nævne…

En del af rygeteknikkerne her stammer i øvrigt fra min storrygerlæremester, Jan Gildam, og hvis du vil se afsnittet af Storrygeren fra DR2, hvor vi fanger og ryger hornfisk, kan du gøre det her.

God ryger!

  • Hos fiskehandlerne har gedden en lav kilopris men nye socioøkonomiske beregninger viser at gedden er en meget værdifuld fisk for lystfiskere og samfundet.
  • En gedde på omkring otte kilo som denne har en samfundsværdi af ca. 10.000 kr.! Så giver det god mening at genudsætte den til glæde for fremtidige bestande og andre lystfiskere.

Kiloprisen på gedde er over 1.200,-

12 maj 2013 / 3 Comments / in Blog/by gordon

  • Tweet

Vi er mange, der har råbt højt om, hvor stor en værdi lystfiskeri har for det danske samfund, så det er skønt, når TV2 Østjylland  rapporter, at hver laks i Gudenåen er 6400,- kr. værd for lokalsamfundet, eller når P4 kan fortælle, at en stangfanget havørred har en værdi af 3000,- kr.  Undersøgelser fra Havørred Fyn viser ligefrem, at havørreden har en socioøkonomisk kilopris på over 2500,- kr. (Kilde: Miljø og Vandpleje)

Selvom havørred og laks får meget fokus, og med god grund, er vi også mange lystfiskere, der er meget passioneret omkring rovfisk i fersk- og brakvand, hvor gedden nok er den mest populære art. Vi kan konstatere, hvordan mange bestande bliver fisket ned med garn og overdrevet lystfiskeri, eller hvordan forurening og andre miljøproblemer giver fiskene vanskelige levevilkår. Heldigvis er der dog også positive historier om søer, hvor bestandene er i fremgang – oftest i forbindelse med vande, hvor garnfiskeri er blevet udfaset.

For laksefiskene er der flere grundige undersøgelser, der beviser deres store bidrag til samfundsøkonomien, men mig bekendt fandtes der desværre ikke nogen tal for kiloprisen på gedde set fra en socioøkonomisk vinkel. – Indtil nu!

Jeg tog personlig kontakt til Christian Skov, seniorforsker hos DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer, Sektion for Ferskvandsfiskeri og Økologi, og spurgte om sådanne tal fandtes, eller om det var muligt at lave en beregning for kiloprisen på gedden. Der fandtes på det tidspunkt ikke et konkret tal, men DTU Aqua mente, at der var nok tilgængelige data til at lave en relativ grundig beregning og nå frem til et brugbart estimat på en kilopris på geddernes værdi for det danske samfund.

Christian Skov og hans kollega Anders Koed har efterfølgende foretaget nedenstående estimat og beregning og nåede frem til en værdi på 1.208- kr. pr. kilo for gedden (!).

Dette høje tal viser tydeligt, at gedderne er en værdifuld fisk for samfundet, en fisk der også er værd at passe på og prioritere. Både for os lystfiskere og for samfundet generelt. Bevidstheden om den høje værdi af lystfiskeriet for samfundet er ekstrem vigtig, da penge er et argument alle kan forstå. Denne bevidsthed danner grundlag for at politikere, myndigheder og lokalt erhvervsliv bliver motiveret for at værne om vores vande og prioritere fiskeriet endnu højere. En gedde i vandet til glæde for lystfiskere og turister er meget mere værd end en, der bliver fanget i garn og solgt til relativt få kroner.

Men vi er også nødt til at forstå, at vi skal kunne dele vores vande med andre. Klart nok skal alle lystfiskere have lidt hemmelige pladser og vandhuller, som vi holder for os selv. Det har jeg da også… Men vi skal også huske, at bæredygtig lystfiskerturisme er med til at øge den socioøkonomiske værdi for lokalsamfundet, noget som også er med til at skabe grundlaget for bedre fiskemuligheder for os alle i fremtiden.

Det er også vigtigt, at vi lystfiskere selv gør en indsats for at passe godt på gedderne ved at dyrke bæredygtigt lystfiskeri og behandle fiskene skånsomt, hvis/når de skal genudsættes. Men når det så er sagt, er gedden jo ikke en truet art, og hvis nogen har lyst til en geddefrikadelle en gang imellem, ser jeg ikke det store problem i det. Bare husk, at til 1200,- kr. kiloet er det nogle dyre frikadeller I spiser!

Nedenunder kan du se de beregninger, der illustrerer, hvordan DTU Aqua er nået frem til kiloprisen på de 1208,- kr.:

  • Gedde, aborre og sandartfiskeri på landsplan udgør 8 % af det samlede fiskeri (jf. Cowi raport)
  • Vi antager, at geddefiskeriet udgør majoriten af de 8%, og anslår det til 5% af det samlede rekreative fiskeri i DK
  • Værdien af det rekreative fiskeri på landsplan (jf Cowi rapport): 2.900.000.000 kr.  (2.9 mia. kr.)
  • Værdien af geddefiskeri alene udgør således 5% af dette: 145.000.000 kr.
  • Det danske søareal udgør som følger:
  • Søareal  Sjælland: 15761 ha
  • Søareal Fyn: 1245 ha
  • Søareal Jylland: 26295 ha
  • Næste trin er at udregne, hvor mange gedder, der fanges pr. ha i de danske søer.
  • Som konservativt estimat bruger vi Esrum Sø, hvor der fanges godt med gedder.
  • Søareal Esrum Sø: 1731 ha
  • Antal gedder fanget i Esrum Sø i 2009 (Skov unpublished data; Jansen et al. 2013)  1600 stk.
  • Esrum Fangst af gedder pr. ha (inkl. C&R)    0,924321202 stk.
  • Nu kan vi så gange dette tal ud på søarealet for de danske søer.
  • Sjælland – Fangst af gedder: kr. 14.568 stk.
  • Fyn – Fangst af gedder:   kr. 1.151 stk.
  • Jylland – Fangst af gedder:  kr. 24.305 stk.
  • Total fangst af gedder i DK: kr. 40.024 stk.
  • Nu kan vi så udregne værdien for hver fanget gedde (145.000.000/40.024)
  • Værdi af hver fanget gedde:  kr. 3.623
  • Værdi pr. kilo under antagelse af. at en gennemsnitsgedde fanget i Danmark er 3 kilo:  kr. 1.208

En mere skudsikker analyse af dette vil kræve flere data end der er tilgængelig på nuværende tidspunkt, og det har været nødvendigt at lave en del antagelser i beregningerne, som man kan være enig eller uenig i, forklarer Christian Skov. – Når det så er sagt, mener vi, at det trods alt er et fornuftigt bud på et realistisk tal og formodentlig det bedste, der kan frembringes på nuværende tidspunkt. På nogle områder mener vi, at tallet er konservativt. Fx havde vi valgt en anden sø end Esrum Sø, hvor der blev fanget færre gedder pr. ha, var kiloprisen øget. Ligeledes hvis gennemsnitsgedden fanget i DK er mindre end 3 kilo, er kiloprisen større, slutter Christian Skov.

Du kan også se hele rapporten om de lokaløkonomiske effekter af det udsætningsbaserede laksefiskeri i Gudenåen her eller læse  rapporten  fra Ministeriet for Fødevarer (2010) , hvis tal danner basis for ovenstående beregning. Rapporten viser, at der årligt omsættes for over 2,85 milliarder danske kroner i forbindelse med lystfiskeri, og at over 500.000 danskere fisker!

Streetfishing i TV2 Lorry

10 maj 2013 / Comments Off / in Blog/by gordon

  • Tweet

Meget tyder på at teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal arbejder på nye muligheder for lystfiskeri i hovedstaden. – Til august er der en ny helhedsplan klar for havnen, som kommer til at åbne op for mere fiskeri, udtaler hun til P4 da der pressede på baggrund af udtalelser fra en artikel jeg skrev i Fisk & Fri for et år siden ang. Streetfishing i byen. – Der går dog lidt længere tid ved søerne, siger borgmesteren.

D. 8 maj. var jeg inviteret en tur i TV2 Lorry hvor jeg var med direkte fra Sjællandsbroen og forklarede hvorfor lystfiskere i gadebilledet er en god ting. Klippet kan ses her.

– Det bliver rigtig spændende at se hvad fremtiden bringer for fiskemuligheder i storbyen.

  • Tryk på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Streetsøndagsfamilieudflugt

05 maj 2013 / 1 Comment / in Blog/by gordon

  • Tweet

I dag var der åbnet op for fiskeri i søerne i København i forbindelse med et ”Streetfishing” event som Fiskeringen og Sportdres afholdt. Jeg måtte selvfølgelig udnytte chancen og tog familien med derind på søndagsudflugt. Så vi tog fra landet og indtil storbyen for at tage på fisketur. Ja det lyder måske helt skævt men søerne har faktisk en geddebestand der er værd at køre efter. Fiskeriet gik egentlig fint inde fra bredden, men vandcyklerne fristede og inden længe lå vi midt ude på en af søerne og var spændt op til flere gode gedder.

Hannibal (min seksårige søn) tog sig af dagens største på lidt under meteren, der huggede brutalt på en flashspinner i høj fart henover grøden. Han var både stolt og bange da bæstet kom en hurtig tur op i vandcyklen til fotografering, før den fik sin frihed igen.

Jeg håber virkelig at fiskeriet bliver åbnet op igen derinde i fremtiden, for der er vist ingen tvivl om at ”Streetfishing” er noget der kan blive en meget større del af fremtidens storbybillede.

– Og i øvrigt til alle dem der tror Streetfishing i søerne er et nyt modefænomen, har jeg lige taget et billede af Sportsfiskeren fra 1969 hvor dansk lystfiskeris grand old man, Børge Munk Jensen, streetfisker i Sct. Jørgens Sø. Dengang brugte de vist bare ikke det smarte udtryk…

Ps – Bloggen beskærer billederne hårdt så klik på dem for at se dem i fuld størrelse.

Nye indlæg

  • Tre måneder gået i fisk02/11/2015 - 15:41
  • Praktikant i Gordons fodspor24/08/2015 - 14:22
  • Fiskemissionssucces til Sol over Gudhjem29/06/2014 - 17:57
  • Herlig Hornfiskefestival01/06/2014 - 15:23
  • “Fiskemissionen” – det ku ik være gået bedre!05/05/2014 - 11:37

Fishing Zealand

Gordon P. Henriksen blogger hos Fishing Zealand

Gordon P. Henriksen blogger også hos Fishing Zealand:

RSS Ukendt feed

Instagram

Følg på Instagram
Gl. Byvej 5 - 4320 Lejre
Gordon P. Henriksen
gordon@megalops.dk
+45 2990 8770

Følg mine aktiviteter på Facebook og tilmeld dig nyhedsbrev for at blive orienteret om nye arrangementer og tiltag.

FacebooktwitterlinkedinrssinstagramFacebooktwitterlinkedinrssinstagram
© Copyright - Megalops - Wordpress Theme by Kriesi.at
  • scroll to top
  • Subscribe to our RSS Feed