Jeg har gennem mange år haft en tradition med en tur til en fjern fiskedestination sammen med to af mine bedste venner, Bo og Jakob. Turene er bl.a. gået til Mexico, Lapland og Florida, men børn og arbejde har gjort det lidt sværere for os at komme af sted på en længere tur til troperne i år. Men af sted på fisketur – det skal vi. Denne tid på året er vandet desværre på den lidt stive side, og kulden bider, men det skal ikke holde os fra en god fiskeudflugt.
Et af mine yndlingssteder at fiske, og særligt på denne årstid, er Bornholm. Den smukke natur alene lokker, men at det samtidig er Danmarks absolut hotspot når det gælder både havørredfiskeri på kysten om vinteren og trolling efter laks, gjorde det nemt at vælge rejsemålet til vores lille hjemlige forlængede weekendfiskeekspedition.
Der er afgang onsdag aften med hurtigfærgen fra Ystad, og den samlede tur fra Lejre, Midtsjælland til Rønne med en bil fuld af fiskegrej tager under tre timer, så det er hurtigt klaret.
Der skal fiskes, men vi skal også slappe af. Vi skal bo i Rønne hos min gode storrygerven, Jan Gildam, og der skal blive god tid til at hygge os og spise lidt lækker mad sammen. Forhåbentlig fanger vi noget, der er værd at ryge i Jans udekøkken, og så er det jo ikke utænkeligt, at der kan komme en lille madartikel eller noget andet godt ud af det, hvis Jan har en lækker opskrift i ærmet, han gerne vil dele. Kameraudstyret er da pakket. Jeg er jo så heldig at mit arbejde, fisk og fiskeri ofte flyder sammen.
Apropos arbejde skal jeg da også medvirke i et indslag til ”Smutvejen” på P4, hvor jeg er tilknyttet som værten Ib Schifter Schous faste lystfiskerekspert. Lyt med på P4 kl. 12:20- 13:00 nu på torsdag d. 14. feb., hvor vi er med live fra klipperne og via telefonen kan fortælle en halv million lyttere om det bornholmske havørredfiskeri. Der kan du i hvert fald få en frisk statusopdatering, og hvem ved, måske er den første ørred allerede på land… Lytterne skal også høre lidt om min opskrift på Timianrøget ørred med rygeostcreme.
Om fredagen står den på laksefiskeri med Per Sjøstrøm og Nordbornholms Trolling, og her er der også lidt ”live dækning” på. Per har nemlig et fikst lille Go Pro kamera monteret i sin båd, der sender live 24 timer i døgnet. Så kig forbi dette link, hvor kan du se Bo, Jakob og mig ude på Østersøen. Forhåbentlig er vi i fuld gang med at fighte en laks, men der er da også chance for, at du får et glimt af en søsyg landkrabbe, der fik for meget af Jans valnøddesnaps aftenen inden…
Ikke tid til mere bloggeri – nu skal der pakkes fiskegrej!