Det er fedt at være fiskeguide
Når man endelig er blevet selvstændig er der mange vigtige opgaver som skal løses. Men når man samtidig er sin egen chef og ens arbejde handler om lystfiskeri, ja så er det ikke svært at overbevise chefen om at en fisketur er en glimrende idé. Så det kommer nok ikke bag på nogen, at en af de første ting jeg foretog mig som selvstændig var at tage på fisketur…
Men det var nu også en arbejdstur. En af de ting Megalops tilbyder, er skræddersyede guidede fisketure, og dette koncept skulle afprøves og perfektioneres. Derfor inviterede jeg to gamle gymnasiekammerater, Johan og Anders, på en geddetur i brakvandet på Møn. (Det er i øvrigt muligt du kan genkende Johan, der er bedre kendt som rapperen Jooks.)
Båden blev spændt bag på en bil lastet med fiskegrej, og efter ankomsten blev de to novicer klædt på i de flotteste camouflage fiskeklæder, sejlet på søen og givet en hurtig men grundig instruktion i geddefiskeri.
Ikke alene fangede de masser af gedder, men de blev vartet op med frisklavet bådespresso, frokostryger, minibar med kolde øl, Underberg, flæskesvær og alt jeg ellers kunne finde på, for at gøre turen til en succes.
Johan, der stort set aldrig har fisket før, fanger bl.a. en gedde på 107 centimeter og 8,3 kilo, og at give en nybegynder en sådan oplevelse var i dette tilfælde langt bedre end af fange fisken selv.
På vej hjem i båden var tilfredsstillelsen stor hos os alle. Johan og Anders havde fanget adskillige store gedder og fået øjnene op for hvorfor jeg elsker lystfiskeri så højt. Og personligt var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde ramt et koncept, der holder.
Nu glæder jeg mig bare til at have mange flere guidede ture i min elskede båd.
Comments are closed.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!