Praktikant i Gordons fodspor
En praktikperiode med fokus på bæredygtig lystfisketurisme hos Gordon P. Henriksen i Megalops var en ambition helt fra starten af, og heldigvis er jeg i fuld gang med dette lige nu.
At være praktikant bliver ofte forbundet med at lave kaffe og hente post, men når man studerer lystfiskerturisme, så er praktikken noget man for alvor ser frem til. Især når praktikken skal afholdes sammen med en af Danmarks mest etablerede indenfor dette felt, nemlig hos Gordon i hans lille selvstændige virksomhed Megalops. Gordon har på kort tid opnået stor anerkendelse som den førende ekspert inden for lystfisketurisme, samt stor respekt for hans udbredelse af bæredygtighed i de ting han foretager sig. Allerede inden skolen gik i gang, håbede jeg, at det var her jeg ville tilbringe min praktikperiode. Jeg var ikke interesseret i praktik på et typisk turistkontor, hvor lystfiskeri fylder under fem procent af dagligdagen, men vil være der hvor alle ugens arbejdstimer er øremærket lystfiskeri og hvor frokostpausen bliver brugt fiskehistorier.
Fiskeri for mig er ikke bare en hobby, men et fix jeg bliver nødt til at have for at fungere. Jeg er afhængig af det og det har jeg været lige siden jeg fik fangede min første regnbueørred som 5-årig. 20 år senere er alle mine lommepenge blevet brugt på denne sport.
Studiet som serviceøkonom med speciale i lystfiskerturisme, er den første af sin slags i Danmark og er den perfekte løsning for mig. Uddannelsen fokuserer benhårdt på hvad der kræves for at begive sig i dette nichefelt med masser af fremtidigt potentiale. Mine medstuderende og jeg bliver de første i landet, som får en konkret uddannelse der kan få betydning for fremtidens lystfiskerturisme. Motivationen for en fremtid i dette felt er helt i top og jeg håber på at være med til at udvikle projekter i stil med Havørred Fyn og Fishing Zealand i andre dele af landet.
I min praktikperiode kommer jeg til at få et stort indblik i Fishing Zealands fremgangsmetoder, som Gordon er projektleder for. Dette kan forhåbentlig give mig den erfaring der skal til for at gøre idé til virkelighed, når jeg om et par år skal til selv skal ud i branchen og give mit svar på Danmarks bedste niche.
Med alt den erfaring jeg har tillært mig i mine korte 25 leveår, kan jeg ikke stoppe med at snakke om fiskeriet. Jeg elsker nemlig at formidle mine oplevelser og erfaringer med andre. Derfor bruger jeg også meget af min tid på at undervise i lystfiskeri, skrive artikler til Sportsfiskeren, hvor jeg er fast skribent og holde foredrag om mine mange fiskerejser. Jeg ved at det inspirerer mange lystfiskere til at smide tøjlerne og komme af sted.
Men fiskeerfaring er ikke lig med at man bliver dygtig forretningsmand eller formidler i lystfiskerbranchen. For der har jeg nemlig set andre fejle, når hjertet vinder over hjernen. Jeg er meget professionel i min tilgang til arbejdet. Ved at arbejde i grejbranchen gennem mange år er jeg blevet en benhård forhandler, som sørger for at få gode priser til kunderne, men også giver mig eller min arbejdsgiver en god profit. Når man har været i grejbranchen så mange år og hele tiden samarbejdet med foreninger, mennesker og virksomheder landet over, har jeg opbygget et stort netværk, med folk der har mange forskellige kvalifikationer, hvad enten vi snakker fiskeri eller forretning. Det jeg fokuserer mest på i mit arbejde er:
– At altid levere et produkt, som virksomheden og jeg kan garantere 100 procent.
– At levere til de deadlines, som jeg har givet eller blevet stillet overfor.
– At kommunikere med sans for detaljer, så misforståelser undgås.
– At være innovativ i tilgangen til opgaver og være problemløser.
– At altid have hjertet med og lave det jeg elsker.
Formidlingen er lige præcis det jeg kommer til at beskæftige mig en hel del med her hos Gordon. Allerede i min første uge, har vi været på kuttertur med skibet Fyrholm, hvor jeg fotograferede, underviste og var humørbombe. For kan man være andet en glad, når ens arbejde er at stå med andre lystfiskere og nyde livet? En del af tiden er blevet brugt på diverse møder med folk som er ligeså passionerede, som Gordon og jeg, hvilket jeg synes er fantastisk, da motivationen for projekter og events er altoverskyggende. Det er tydeligt at Gordon prioriterer et stort og godt netværk benhårdt og jeg er taknemmelig for også at kunne blive en del af dette.
Noget af mest spændende jeg hidtil har været med til er Makrel Festivalen på Sjællands Odde, hvor jeg bl.a. medvirkede i at producere et indslag til TV Avisen samme aften. Mit arbejde under Makrel Festival gav mig mulighed for at få et indblik i det store arbejde der ligger bag et arrangement som dette, men også de udfordringer man bliver nødt til at løse op til festivalen eller direkte på stedet, og hvordan deltagere, samarbejdspartnere og medier håndteres på en gang. Gordon lægger stor vægt på at alle skal være mere end tilfredse. Et udgangspunkt jeg kun kan bakke op om.
I sidste uge var jeg med til et kursus om Ørredpatruljen, hvor jeg havde ansvaret for at filme og tage billeder. Jeg synes virkelig det er fedt at se professionelle folk fra kommunerne og Danmarks Sportsfiskerforbund arbejde sammen med frivillige for at værne om den natur vi alle holder så meget af. Det giver mig lyst til at arbejde videre med den uddannelse jeg har gang i, fordi jeg kan se at vi i flok kommer til at gøre en stor forskel for de danske vandløb. Der er nemlig mange projekter i gang over hele landet, som kun er muligt ved hjælp af ildsjæle som vil kæmpe for bedre forhold i Danmark. Og jeg suger til mig af den viden, som alle disse mennesker har. For jeg vil lære mere og blive bedre, så jeg en dag kommer til at være en af disse mennesker, som jeg ser op til lige nu.
Der er nok at tage fat på. Lige nu er vi i fuld gang med at producere Fishing Zealand Magazine, forbereder os til kommende events, er på optagelser med Niels Vestergaard, til møder med virksomheder, frivillige, politikere og kommunalansatte om Fishing Zealand. De næste par måneder bliver travle, men mon ikke også der bliver tid til en fisketur eller to i løbet af praktikken. Forhåbentlig kan min indsats også være til Gordons fordel og genere lidt flere fisketure for os begge.
Nikolaj ”Praktikanten” Korsholm.
Comments are closed.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!