En overset fiskeformidler
Hvis du er ligesom mig, så holder du ikke bare af at fiske – du elsker også at blive inspireret og underholdt af andre lystfiskere. Det kan være via film, fotos og ikke mindst bøger. Stor set alle lystfiskere elsker lystfiskerlitteratur, og vi har alle vores favoritforfattere.
Ernest Hemingway har formået at skildre menneskers dyst mod naturen bedre end nogen anden, og herhjemme kommer vi ikke uden om Jens Ploug Hansen, som var en gudsbenådet forfatter, som lærte mig meget mere end bare at fiske. Jeg skylder manden meget og vil altid være taknemmelig.
Selv om de fleste lystfiskere sikkert vil give mig ret i at dette er nogle af de største formidlere af lystfiskeri, som verden og Danmark har set, så er der endnu én, som jeg mener bør nævnes i samme klasse. Den stærkt oversete Storm P.
Storm P. var måske ikke lige så inkarneret lystfisker som de to herrer og nogle af deres efterfølgere, men han formåede alligevel at fange stemningen i lystfiskeri med præcision og en dejlig let humor, og han vil altid være blandt mine favoritter.
Herhjemme på mit fiskekontor er der adskillige Storm P. bøger i samlingen, og der hænger flere af hans tegninger på væggene (ingen originaler desværre). Fx illustrationen med de to fiskere i en robåd hvor en enorm fisk er kroget og springer fri af vandet: – Vi smider den ud igen, Olsen – den er der ingen der tror på. Eller medefiskeren der sidder i silende regn: – Dette her var jo egentlig rædsomt, hvis det ikke var en fornøjelse!
Hvis du ikke er bekendt med Storm P.s tegninger og bøger, så kan jeg anbefale en tur ned i antikvariatet eller biblioteket. Det er nemlig ikke alt om lystfiskeri, der er tilgængeligt via facebook og youtube. Og Storm P. – han er turen værd!